-
Business-update: De lukker til højre og venstre – antallet af pubber i England og Wales falder til laveste nogensinde målt
来源: BDK Finans / 30 12月 2024 11:02:38 America/New_York
Kære læser Selvom juleferien stadig er over os, skorter det ikke på nyheder fra erhvervslivet. Det er igen blevet tid til en eftermiddagsopdatering fra Berlingskes årvågne erhvervsredaktion, hvor vi serverer et håndplukket udvalg af dagens historier. Vi begynder som sædvanlig hos de andre medier og slutter med tre uundværlige fra os selv. God læselyst! #1 – Antallet af pubber bliver ved med at falde Der bliver stadig færre pubber i England og Wales, skriver The Guardian. Ifølge data fra ejendomsselskabet Altus Group er 412 af de traditionsfyldte britiske værtshuse i år lukket eller ombygget til andre formål. Det betyder, at der ved årsskiftet for første gang – så længe man har lavet optællingen – er færre end 39.000 pubber i England og Wales. Pubejere har advaret om, at stigende omkostninger, ændrede alkoholafgifter og højere priser på en pint har tvunget mange pubber til at lukke. »Mange, som jeg taler med, er ekstremt bekymrede for, at dette kan blive deres sidste jul,« udtaler Alex Probyn fra Altus Group. Branchen blev også hårdt ramt under coronapandemien. Ud over mange publukninger medførte tiden med corona også et kraftigt fald i antallet af engelske og walisiske natklubber, der på ti år er dykket fra 1.700 til knap 800. #2 – Hvidvasksag mod tidligere Danske Bank-topchef droppet I 2021 trak Chris Vogelzang sig som topchef i Danske Bank. Det skete som direkte konsekvens af en hvidvasksag – men ikke den i Danske Bank, hvor Chris Vogelzang tiltrådte i 2019 efter skandalen. Derimod var den hollandske finansmands beslutning konsekvensen af en sigtelse i en anden hollandsk sag om hvidvask i banken ABN Amro. Men nu har den hollandske anklagemyndighed droppet sagen, skriver Børsen, der citerer Reuters. Anklagen lød, at Chris Vogelzang som en del af bankens øverste ledelse fra 2009 til 2017 ikke gjorde nok for at forhindre hvidvask, men der er tilsyneladende ikke nok beviser herfor. ABN Amro indgik i 2021 et forlig med den hollandske anklagemyndighed om at betale knap 3,6 milliarder kroner i sagen. #3 – ECCO får millionpolstring af ejerne Skokoncernen ECCO har kort før endt regnskabsår fået tilført penge fra ejerne. Det skriver erhvervsmediet Finans. Nærmere bestemt har ECCO SKO A/S ifølge virksomhedsregistrets oplysninger fået konverteret gæld for 344 millioner kroner. Dertil er der tilført 16 millioner kroner i ny kapital. Gældskonverteringen betyder kort fortalt, at selskabet ikke længere skylder pengene, som i stedet er blevet til flere ejerandele. ECCO-koncernen er ejet af Hanni Toosboy og hendes børn, Anna Toosboy og André Kasprzak. Det er uvist, hvad der ligger til grund for kapitaltilførslen. Den danske skoproducent har været i vælten siden Ruslands invasion i Ukraine på grund af selskabets beslutning om at fastholde sine forretninger i Rusland. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Dét valgte I at læse mest om i 2024–12 historier, der stak helt af Penge, talenter, boligmarkedet, skandaler og hvordan mennesker opfører sig over for hinanden. Se, hvad Berlingske Business’ læsere klikkede mest på i året, der gik. Læs med her. B: Hun har spået om fremtiden i Mærsk og kommer nu med en ubekvem forudsigelse om, hvad der venter os Her er fremtidsforskerens bedste bud på, hvad vi skal tale om de næste ti år. Et årti, der kommer med mere usikkerhed end nogensinde før. Vi kan sagtens håbe på det bedste, men vi skal forvente det værste, lyder budskabet. Alternativet er ekstremt farligt. Læs med her. C: Mette Frederiksen er den første statsminister siden Schlüter, der ikke har sænket selskabsskatten: »Det er afgørende, at den kommer ned« Dansk Industri er dybt utilfredse med, at selskabsskatten ikke er blevet sænket, mens Mette Frederiksen (S) har været statsminister. Topøkonom maner til ro. Læs med her. Tak, fordi du læste med. Business-updaten holder pause i morgen–så hermed lyder der et godt nytår! https://www.berlingske.dk/business/business-update-de-lukker-til-hoejre-og-venstre-antallet-af-pubber-i